Her er en fuldstændig ny Porsche 911. Det kan være lidt svært at se, hvis man ikke er Porsche-entusiast, for som sædvanlig er de designmæssige ændringer fra generation til generation subtile, omend alt synligt er nyt.

Meget større akselafstand
Teknisk er fornyelsen derimod gennemgribende. F.eks. er akselafstanden øget med hele ti cm, sporvidden foran er gjort større, og bilen er blevet endnu lavere. Til gengæld er hjulene endnu større; op til 20 tommer fås nu som originalt tilbehør.
Bilen er bygget af en ny kombination af aluminium og stål, og det har sænket vægten med ”op til” 45 kg.

Syvtrins manuel gearkasse
911 fås nu med en syvtrins manuel gearkasse – ifølge Porsche er det verdens første.
Miljø forstået som brændstofforbrug er et emne, som selv en sportsvognsproducent er nødt til at tage meget alvorligt – både fordi det faktisk betyder noget for en del af kunderne ikke at svine unødigt meget og fordi, der kan vanke meget store bøder fra EU, hvis en bilkoncerns CO2-tal ikke kommer under bestemte grænser fra 2015.

Nu med stop-start
Forbedringerne er – ud over motoroptimering - bl.a. opnået med stop-start-system og opsamling af bremseenergi. Desuden bidrager skiftet fra seks til syv trin i gearkassen, og dobbeltkoblingsgearkassen har fået en funktion, så den kan koble ud under kørslen, så bilen så at sige triller i frigear.
