Godt fem år efter lukningen er Aalholm Automobilmuseum, der engang var blandt Europas største, for alvor ved at nå vejs ende. Søndag den 12. august sælges over 175 af museet biler nemlig på en stor auktion på Aalholm Gods.
Museet på Lolland, som i 1964 blev oprettet af baron J. O. Raben-Levetzau, måtte lukke i 2007 på grund af vandskade og dårlig økonomi. Året efter døde Aalholms ejer, Stig Husted-Andersen, der overtog godset fra familien Raben-Levetzau i 1995, og museet er derfor aldrig genåbnet.
Udstillingsbygningen blev revet ned i den forgangne vinter, og det er boet efter Stig Husted-Andersen, der nu sætter de mange ædle biler på auktion.
Mange unikke biler
Den Rolls-Royce 40/50 Silver Ghost fra 1911, som J. O. Raben-Levetzau fandt muret inde på Fyn, og som gav ham ideen til at lave et bilmuseum, kommer også under hammeren.
Andre højdepunkter er en eftertragtet Bugatti 57C Stelvio Drophead Coupé med Gangloff-karrosseri fra 1938, en af kun 32 Bugatti Type 40A fra 1931, en Hispano-Suiza HS26 Cabriolet-Victoria fra 1932, en meget sjælden Maybach Zeppelin DS8 Roadster fra 1938, en Delahaye 135 M Cabriolet fra 1947 og en Ferrari 250 GTE fra 1963.
Dertil kommer en række veteranbiler fra det tidlige 1900-tal. Der forlyder dog ikke noget om, hvordan bilerne har det efter at have været opmagasineret i diverse bygninger rundt omkring på Aalholms område i flere år.
Baronens modeltog
Blandt auktionens mere kuriøse indslag er en kopi af brødrene Wrights fly fra 1903, en DSB-togvogn fra 1890’erne og den Märklin-modeljernbane fra 1920’erne, som J. O. Raben-Levetzau fik af sin far, da han fyldte 15.
Selve auktionen håndteres af et af verdens største auktionshuse, RM Auctions, og foregår søndag den 12. august kl. 11 på Aalholms godskontor, Aalholm Parkvej 7-11 ved Nysted på Lolland. Entreen er 185 kroner – og 300 kroner hvis man vil byde på bilerne, som kan besigtiges dagen før kl. 10-18.
Der er flere informationer på RM Auctions' hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig og bestille et auktionskatalog.