Kør ægte racerløb foran tv'et

Ny teknologi gør det muligt at overføre data fra virkelige racerbiler til PlayStation-konsoller, mens der køres løb. Så kan gamere fra hele verden køre mod de rigtige motorsports-stjerner. Toyota GT86 er første racerbil, der tilbyder denne mulighed.

I bl.a. USA er drifting populært, og norske Fredric Aasbø er pt. verdens bedste. Han kører i en ombygget Toyota GT86.
Nyt om biler

Gran Turismo 6 er et af de mest populære racerspil til PlayStation-spillekonsollen. Her kan spillerne styre virkelighedstro biler rundt på alverdens racerbaner i en detaljeringsgrad, der på uhyggelig vis minder om virkeligheden.

Allerede nu kan man køre mod hinanden over nettet, og på den måde er der vokset en hel generation af entusiaster op, der er klar til at gøre næsten hvad som helst, for at komme ud at køre mod de rigtige racerkørere i virkeligheden.

Kør mod mesteren

Toyota GT86 er allerede blevet en kult-bil, der kan opbygges i et utal af varianter, som er specialtilpasset kundernes ønsker og behov.
Toyota GT86 er allerede blevet en kult-bil, der kan opbygges i et utal af varianter, som er specialtilpasset kundernes ønsker og behov.
Det er denne gruppe, Toyota nu vil henvende sig til med den nye GT86, der for alvor skal indtage racerbanerne, når den nye udgave af Gran Turismo dukker op i nær fremtid.

Som noget nyt skal man ikke blot nøjes med at køre mod sine åndsfæller, der sidder ved en PlayStation et andet sted i verden. I stedet skal det være muligt at logge sig ind på et virkeligt racerløb og på den måde blande sig med de virkelige kørere.

Data fra de rigtige Toyota GT86-racerbiler skal nemlig samles op under løbet og overføres til en central computer. På den måde vil man kunne sidde hjemme i stuen og køre et racerløb mod de kendte racerkørere på samme tidspunkt, som det virkelige løb rent faktisk finder sted.

GT86-univers

Toyota GT86 har rødder tilbage fra de to klassikere Toyota 2000GT og Toyota AE86, som på hver sin måde gjorde Toyota kendt i motorsportskredse.
Toyota GT86 har rødder tilbage fra de to klassikere Toyota 2000GT og Toyota AE86, som på hver sin måde gjorde Toyota kendt i motorsportskredse.
Muligheden for at blande virkeligheden med spilverdenen er blot et af de mange nye tiltag, som Toyota har sat i værk sammen med introduktionen af den nye sportsvogn GT86. Målet er, at bilen skal blive en kultbil i alle de miljøer, hvor der færdes folk med passion for biler.

På små motorsportsbaner, på store drifting-løb og i hverdagens trafik, skal GT86 udgøre et samlingssted for bilnørder. GT86 er derfor allerede nu blevet en af de biler, der fås flest modificeringskits til. Undervogn, bremser, udstødninger samt dæk og fælge er sammen med mere nørdede tuningskomponenter dukket op fra både Toyota og en lang række specialfirmaer.

Og det er meningen, at så mange firmaer som muligt skal byde ind med sine løsninger – faktisk har Toyota i stor stil udleveret tekniske data, for at sikre, at de små tuningsfirmaer hurtigst muligt er i stand til at levere tuningsdele.

På den måde er det lykkedes at skabe et helt Toyota GT86-univers, der sikrer, at bilen ikke blot bliver en døgnflue.