Ugens spionfotos: Audi A8

Audi nærmer sig færdiggørelse af næste udgave af sit flagskib A8.

Den næste Audi A8.
Nyt om biler

Det er en lille, men lukrativ og prestigefuld bilklasse, de store limousiner. Audi er den markant yngste af de tre tyske premiummærker i denne klasse, men er kommet godt med og gør nu klar til fjerde generation A8.

Audi A8 i fjerde generation er nu ude på offentlig vej - godt nok i sjov lakering. Fotos: Lehmann
Audi A8 i fjerde generation er nu ude på offentlig vej - godt nok i sjov lakering. Fotos: Lehmann
Den nuværende stammer fra 2009, og når således lidt over syv år, når den nye forventeligt lanceres i 2017.

Det passer med, at de første prototyper nu er spottet flere gange på offentlig vej i Østrig og Sydtyskland.

Q7- eller Porsche-platform?

Det er uklart, hvilken platform, den nye A8 skal bygges på. En mulighed er Volkswagens nye MLB Evo-platform, som indtil videre anvendes til A4, Q7 og VW Phileon. Der har dog også været oplysninger om, at A8 skal bygges på den større og mere sofistikerede MSB-platform, som er under udvikling af Porsche til brug for i første omgang Panamera. Det sidste virker mest sandsynligt.

Den næste A8 får formentlig ca. samme dimensioner som den nuværende. En forlænget version ventes også.
Den næste A8 får formentlig ca. samme dimensioner som den nuværende. En forlænget version ventes også.
Under alle omstændigheder forventer vi, at den nye A8 bliver endnu lettere end dagens model, som benytter aluminium i vid udstrækning.

Hybridversion

Motorprogrammet vil spænde vidt fra fire til otte og måske endda 12 cylindre. Givetvis suppleres med en opladningshybrid. En ren elversion virker usandsynlig, idet Volkswagen-gruppen er i gang med at udvikle en decideret elektrisk platform, og den bliver først klar allersidst i årtiet – til VW Phaeton, en Porsche-elbil og en eldreven Audi SUV.