Her er Volkswagen-gruppens første lille SUV. For en gangs skyld er det ikke hovedmærket VW, men Seat, der får lov at komme først med en helt ny model.
Seat Arona kører lige ind i den hotte crossover-klasse i ministørrelse, hvor legekammeraterne bl.a. hedder Peugeot 2008, Citroën C3 Aircross og Opel Crossland X. På mange måder ligner den også konkurrenterne, både i proportioner og muligheden for tofarvet karrosseri.
SE OGSÅ: Små SUVer er det store hit
Teknik med Ibiza og Polo
Den lille SUV, som ikke får firehjulstræk, er baseret på Volkswagens A0-platform, der også benyttes til Ibiza og til den nye VW Polo.
I forhold til Ibiza er Arona ti cm højere, og man sidder fem cm højere. Bagagerummet er oppe på flotte 400 liter.
Kun én diesel
Muligheden for moderne sikkerheds- og komfortudstyr er de samme som i Ibiza. Det gælder også motorerne, som alle har direkte indsprøjtning, turbolader og automatisk stop-start-system. Arona fås med tre: trecylindret 1.0 TSI med 95 hk eller 115 hk samt den nye firecylindrede TSI-motor med 150 hk og aktiv cylinderfrakobling. Den fås dog kun til FR-versionen.
Dieselprogrammet ser forbløffende lille ud: 1.6 TDI med 95 hk.
68 farvekombinationer
Arona får masser af muligheder for individualisering. Taget fås i grå, sort, orange eller i samme farve som resten af karrosseriet. I alt bliver det til 68 farvekombinationer.
’High Console-konceptet’ gør midterkonsollen mere fremtrædende. Seat siger, at fordelen er, at føreren næsten ikke behøver at fjerne blikket fra vejen under kørslen. Derudover skiller interiøret sig ud med vandrette linjer.
Til Danmark sidst på året
Danske kunder kan få fingre i den nye Seat sidst på året.
Arona er Seats tredje lancering i 2017 efter den faceliftede Leon og den helt nye Ibiza. Det er samtidig Seats anden crossover/SUV, og ydermere er en tredje på vej. Næste år kommer en stor SUV over Ateca – en slags Skoda Kodiaq.