Elbiler lyder ikke af meget – slet ikke ved meget lav fart, hvor motorlyd normalt er den mest markante støjkilde og som i praksis tjener som advarsel for personer i bilens nærhed.
Derfor bliver det nu tilladt – men ikke påbudt – at elbiler og hybridbiler kan få monteret en bakalarm, der er hørbar udenfor bilen.
Trafikstyrelsen ændrer med virkning fra april 2014 ”detailforskrifter for køretøjer”, så baksignal tillades på eldrevne personbiler.
Gælder elbiler og hybridbiler
Ændringen af reglen for baksignal på personbiler betyder, at ”personbiler, der har elmotor eller elmotor kombineret med forbrændingsmotor (hybridbiler), må være udstyret med baksignal, når bilen ikke samtidigt har et særligt lydsystem til vedvarende advarselslyd for fodgængere, cyklister mv.”
Trafikstyrelsen begrunder det med, at baksignalet kan medvirke til at øge fodgængeres og cyklisters opmærksomhed på bakkende personbiler, der ikke udsender en hørbar motorlyd.
Selvom detailforskrifter for køretøjer 2014 først træder i kraft 1. april 2014, kan man allerede nu benytte sig af bestemmelserne, oplyser Trafikstyrelsen.