Nogle bilister: Farten er til forhandling

De grove fartovertrædelser foretages af beregnende og lovløse bilister, viser en ny rapport, der samtidig peger på, at farten skal ned og vejenes forløb skal tydeliggøres for at reducere antallet af ulykker.

Særligt de grove fartovertrædelser på 30 procent og mere er et sikkerhedsproblem.
Bilist

Der er altid bid, når politiet laver fartkontrol, og Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har i en ny rapport kigget betjentene over skulderen, da de stoppede fartglade bilister.

Således er 38 personer, der har overtrådt hastighedsgrænserne med mere end 30 procent, blevet interviewet for at fastslå, hvorfor bilisterne kører så stærkt, at de får klip i kørekortet.

Fartsynderne kan inddeles i tre kategorier.

De lejlighedsvise: Her er tale om bilister, der af og til kører for stærkt. De har grundlæggende respekt for hastighedsgrænser, men mener, at de kan tillade sig at køre lidt for stærkt, hvis forholdene er til det. De har respekt for klip og bøder, og mere politikontrol vil få dem til at sænke farten.

De beregnende: Respekten for bøder kan ligge på et meget lille sted hos denne gruppe af bilister, medmindre taksterne hæves markant. De har dog respekt for klip i kørekortet, og de kan nås med kampagner, men budskaberne er hurtigt glemt igen. Mere politikontrol vil få de beregnende til at overholde fartgrænserne.

De lovløse: Denne gruppe af bilister mener principielt, at der ikke burde være hastighedsgrænser. Hvis hastigheden på vejene skal reguleres, skal det være for at holde langsomme bilister væk. De kan ikke nås med kampagner, og de har kun respekt for klip i kørekortet, hvis de kan miste deres job. En hastighedsbegrænser i bilen er det eneste, der effektivt kan påvirke deres adfærd.

For høj fart er et sikkerhedsproblem

Rapporten konkluderer, at næsten alle ulykker, hvor en bilist har kørt 30 procent over hastighedsgrænsen, kunne være undgået, hvis hastighedsgrænsen var blevet overholdt. Samtidig er det en klar tendens, at når gennemsnitshastigheden stiger, så stiger antallet af dræbte også.

Havarikommissionen anbefaler bl.a., at der fortsat fokuseres på hastighed i kampagner, at der kommer mere hastighedskontrol i form af politi og automatisk fartkontrol.

Vejens sikkerhed er afgørende

Desuden mangler bilisterne viden om farlige forhold ved vejene, så de kan tolke omgivelserne rigtigt og afstemme hastigheden efter forholdene.

Selv om de tror, at de kører efter forholdene, er de f.eks. ikke opmærksomme på, at mindre kryds udgør en potentiel fare, og de mangler viden om faste genstande, grøfteskråninger og andre farlige sidearealer.

Torben Lund Kudsk, chefkonsulent, FDMs politiske sekretariat, finder rapportens konklusioner interessante.

Kan lære af Sverige

- Der skal naturligvis stadig være kampagner, selv om der desværre er bilister, der er udenfor pædagogisk rækkevidde, men rapporten viser også, at det ikke kun nytter at slå bilisterne oven i hovedet med gode budskaber.

- Vejene kan sagtens blive mere sikre, hvis de bliver indrettet mere hensigtsmæssigt med skilte, maling på vejene og andre tiltag, der advarer om farlige forhold ved den pågældende vej. Her kan Vejdirektoratet med fordel lade sig inspirere af forholdene i Sverige, hvor de er længere fremme med at lave sikre veje.