Priserne på klassiske biler svinger meget, og nogle modeller er mere eftertragtede og dermed dyrere end andre. Men ofte kan man få den samme køreoplevelse for færre penge, hvis man vælger ’mærkevaren’ fra og i stedet køber en anden og mere ukendt bil af samme mærke eller type. Det skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.
LÆS OGSÅ: Klassikere for enhver pengepung
Billigere søstermodel
”Tag for eksempel Citroën 2 CV. Den er en af de klassiske biler, der i procent er steget mest i pris i de senere år. Men søstermodellen Citroën Dyane, der er næsten identisk og oven i købet mere praktisk med sin store bagklap, er ikke fulgt med og koster i dag kun godt halvt så meget som en tilsvarende 2 CV,” siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Et andet eksempel er Fiat 500. Den har i årevis været meget eftertragtet, og derfor koster den i dag betydeligt mere end den jævnaldrende og lidt større Fiat 600, der er næsten lige så charmerende og med sin firecylindrede motor noget mere mere anvendelig i moderne trafik end sin tocylindrede lillesøster.
LÆS OGSÅ: Køb Simon Spies' sjældne BMW
Italiensk charmør til en brøkdel af prisen
Også i den dyre klasse er der mange penge at spare.
”De fleste vil jo nok synes, at op til en million kroner er mange penge for en Maserati 3500 GT fra sidst i 1950’erne. Men det er en brøkdel af prisen på en Ferrari 250 GT fra samme periode, og på mange måder er Maseratien en lige så fascinerende bil,” fastslår Bo Christian Koch.
Man kan læse mere om klassiske biler i forskellige prisklasser i det nye nummer af MotorClassic, der netop er udkommet. MotorClassic udkommer seks gange om året og sælges i større kiosker landet over.