Ny lokkemad: gratis strøm i tre år

Ingen brændstofudgifter i de første tre år er nu tilbuddet hos Nissan ved køb af en ny elbil. Mærket håber, at særtilbuddet sammen med de lavere afgifter kan få gang i det døde elbilsalg.

Nye Nissan Leaf-ejere kan lade gratis de tre første år.
Nyt om biler

Al brændstof betalt i de tre første år af bilens levetid kunne nok skabe ravage på det almindelige bilmarked. Om netop det tilbud nu vil få salget af Nissan Leaf til et eksplodere, vil snart vise sig.

Nissan lancerer nemlig et tilbud om gratis strøm i tre år, hvis man køber en ny Leaf eller e-NV200. Der følger også en monteret ladeboks og ladekabel med i handlen.

Prisfald på 50.000 kr.

Lokkemaden med gratis strøm og lader kommer samtidig med, at elbiler har fået lempet registreringsafgiften. For en Leaf betyder det et prisfald på omkring 50.000 kr. i forhold til det forhøjede niveau, der har været gældende siden nytår.

Billigste Leaf koster 279.000 kr., idet kun versionen med det store batteri på 30 kWh nu sælges i Danmark. Varebilen e-NV200 koster fra 205.000 kr. plus moms.

Ladning både hjemme og ude

Den gratis strøm tilbydes i samarbejde med energiselskabet Eon og energi ad libitum til den pågældende bil gælder både hjemmeladning og ladning ved Eons offentlige ladestandere. Adskillige af dem står på motorvejsrastepladser.

Efter de tre år kan man vælge at fortsætte abonnementet hos Eon, hvor det nu koster 579 kr. om måneden med ubegrænset strømforbrug. Det betyder, at de tre års gratis strøm i princippet har en værdi på ca. 21.000 kr.