Hjælp andre godt hjem fra julefrokosten

Det er igen tid til at skåle julen ind med gløgg, snaps og juleøl. Men suppleres der med alkoholfri drinks til julefrokosten, er der mere sandsynligt at chaufførerne ikke at kører beruset hjem.

Bilist

Gløgg, snaps og juleøl hører til i stil med juletræ og pebernødder, når vi mødes til årets julefrokoster, juleafslutninger og juletræsfester. Og det kan være svært at sige nej tak.

"Hygge og alkohol er knyttet tæt sammen i vores kultur – især i højtiderne, så det kan føles som at melde sig ud af fællesskabet, hvis man som en af de eneste i selskabet vælger ikke at drikke alkohol," siger Jakob Demant, lektor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

Hver fjerde ville vælge alkoholfrit

Men en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden viser, at 37 procent ville vælge alkohol helt fra eller drikke mindre, hvis der blev serveret spændende og indbydende ikke-alkoholiske drikke til julearrangementer.

"Det er ikke sjovt at sidde og spytte i en lunken danskvand som den eneste. Servér et spændende alkoholfri alternativ til de kørende gæster, så alle er med i festen. Det kan vi se i vores undersøgelse, at folk efterspørger," siger Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Der behøver ikke være vin i gløgg

Alkohol er stadig en af de største dræbere i trafikken. Hver 4. dræbte i trafikken dør i en spritulykke – hvor én eller flere trafikanter er påvirkede af alkohol. Derfor er det god mening i at servere alkoholfri alternativer til de kørende gæster til årets julearrangementer.

Rådet for Sikker Trafik har sammen med Dansk Bartender Laug udviklet en alkoholfri gløgg og andre alkoholfri drinks, så også de kørende gæster kan hygge sig og være med i fællesskabet.

Find opskrifter og billeder her  

Gode råd til julefesten

  • Planlæg transporten ud og hjem
  • Hvis du vil drikke, så lad bilen stå. Det er umuligt at udregne sin egen promille præcist
  • Bliv transporteret hjem af en ædru person i selskabet eller overnat, hvis du har bilen med
  • Spørg venner eller naboer, om de vil hente dig – du kan gengælde tjenesten, når de engang skal til fest
  • Sørg for, at der er gode alkoholfrie drinks til festen. Det gør festen sjovere for dem, der skal køre hjem. Og andre kunne sikkert også have godt af en alkoholfri drink i ny og næ.
  • Hent og brug trafik-apps på din smartphone. Så er køreplaner og taxi altid lige ved hånden
  • Bliv kørt til bussen eller toget, når du skal af sted – så slipper du for at hente bilen dagen efter
  • Vent længe med at køre dagen efter - jo større promille, desto længere ventetid

Kilde: www.komsikkerthjem.dk  

Sådan stopper du din fulde ven i at sætte sig bag rattet

  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  • Alliér dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114
  • Husk: Hvis du forhindrer en person i at blive spritbilist, gør du ham eller hende en meget stor tjeneste

Kilde: Rådet for Sikker Trafik