Salget af elbiler i verden er langt mindre, end selv pessimister havde spået. Men nu har Renault-Nissan-Alliancen dog rundet et stort, rundt tal: 100.000 elektriske køretøjer siden Nissan Leaf kom på markedet i december 2010.
Dermed står alliancen for flere elbiler end alle andre producenter til sammen.
30.000 Renault'er
I Europa er det Renault, der står for broderparten. Siden elversionen af Kangoo kom til salg i slutningen af 2011, har Renault solgt flere end 30.000 elbiler. Det betyder, at Renault står for 61 procent af alle solgte elbiler i Europa.
Hos Nissan har Leaf efterhånden fået fat, selv om salgstallene ligger betydeligt under det forventede. På de to et halvt år er der globalt solgt 71.000 Leaf. Dermed er Leaf den bedst sælgende elbil nogensinde.
De godt 30.000 er solgt i USA, mens Japan følger lige efter med 28.000 enheder. Det efterlader ca. 12.000 til Europa.
46 procent af de danske elbiler
Også i Danmark er Renault-Nissan dominerende. Siden 2011 er der solgt 1.408 elektriske køretøjer i Danmark, og af dem står der Renault på de 489 og Nissan på andre 154. Det giver de to partnere en andel på 46 procent.
Den dominerende position har dog været dyrekøbt. Renault-Nissan har investeret 30 mia. kr. i produktudvikling mm. af elbiler.
Tror stadig på rene elbiler
Trods den nølende start, er alliancens topchef, Carlos Ghosn, optimistisk:
- Vi forventer, at efterspørgslen efter elbiler vil fortsætte med at stige i takt med, at infrastrukturen til elbiler udvikler sig. Og vi er 100 procent dedikerede til elbiler - også på lang sigt, sagde Carlos Ghosn.
Et tegn på det er, at Nissan netop har indledt produktion af en europæisk tilpasset Leaf i England. Det har - inkl. en batterifabrik - betydet en investering på 3,7 mia. kr. Det er et meget stort beløb, særligt taget de hidtidige salgstal i betragtning.