2017-nyhederne: Kia

Kia har særdeles mange nyheder i år: lige fra den lille Picanto til en stor, baghjulstrukket luksusbil.

Den nye Picanto som den ser ud i Kias egen stregtegning.
Nyt om biler

Et begivenhedsrigt år siger de hos Kia. Så sandt, så sandt. Ni model-lanceringer er rigtig meget, og der er noget for enhver smag.

Kronologisk - næsten - hedder det hybriden Niro og Optima stationcar i januar og Optima GT, en 245 hestes sag, lige i baghjul. En tredje Optima er opladningshybriden, der kan sættes i stikkontakten til april eller maj.

Sidst i marts er der danmarkspremiere på en helt ny Rio, og sidst i maj gælder det en lige så ny Picanto, den helt lille model. Begge modeller kommer i den luksuriøse GT Line-version ca. et halvt år senere.

Miljøbilen Niro kan fra sidst på sommeren også fås som opladningshybrid.

Endelig er Kia mediemæssigt gået i gang med opvarmningen til en helt ny, baghjulstrukket model. CK, som blot er dens udviklingskode, insisterer på at komme til Danmark omkring næste årsskifte.