Nye biler er blevet rigtig gode til at beskytte de ombordværende ved en kollision. Det viser bl.a. den nyeste crashtest fra organisationen Euro NCAP.
Men sikkerhedssystemer som airbags og selestrammere er designet til at virke én gang, så hvis en ulykke resulterer i yderligere et eller to sammenstød, er beskyttelsen ved de efterfølgende ikke så god.
Det kan f.eks. være, hvis to biler først rammer hinanden og derefter slynges mod en tredje bil, en husmur eller rammer en fodgænger eller cyklist. I Tyskland sker der flere sammenstød i op mod 25 procent af alle alvorlige ulykker.
Bilen holder bremsen i bund
Men også det problem kan nu afbødes med ny teknik. Multikollisionsbremse kaldes sikkerhedssystemet, som bl.a. er dukket op på den nye Audi A3 og VW Golf.
Når bilens sikkerhedscomputer har erkendt, at der er skabt en kraftig kollision aktiveres bilens bremser automatisk, så den så i vidt omfang forhindres i at trille eller blive skubbet væk fra kollisionsstedet.
Test: virker godt
Det virker godt i praksis, konkluderer FDMs tyske søsterklub, ADAC nu efter at have gennemført en test.
I testen støder en VW Golf ind i en genstand med 60 km i timen, og sikkerhedsbremsen sørger for, at bilen står stille efter 20 meter.
Rammer betonbarriere med 25 km/t.
Når testen gennemføres uden multikollisionsbremse fortsætter bilen yderligere 30 meter og rammer i dette tilfælde et betonautoværn med 25 km i timen.
Selv om det ikke er en høj hastighed, er det meste af beskyttelsen fra airbags’ene opbrugt, da luften stort set er sivet ud af sikkerhedspuderne.
Mange liv kan spares
Den nye teknik kan redde mange liv og forebygge mange kvæstelser, og ADAC kommer med en kraftig opfordring til bilproducenterne om at indføre multifunktionsbremser.
Teknisk og økonomisk bør det ikke være den store udfordring, mener den tyske bilistorganisation, da alle oplysninger og komponenter alle findes i moderen biler.