Lille Up blev en verdenssucces i Danmark

45.000 VW Up er der solgt i Danmark på de første fire år. Det gør mikroen til en af de største bilsuccesser i Danmark, hvor én ud af 15 i hele verden er solgt.

VW Up i 2016-udgaven.
Nyt om biler

Det virkede hasarderet, da direktøren for den privatejede danske VW-importør i 2012 forudbestilte 5.000 Up-modeller op til lanceringen.

Alligevel måtte mange danskere vente længe på at få sig en Up, da interessen for at få sig en Folkevogn til under 100.000 kr. var enorm. Ikke alene var det den billigste VW nogensinde; prisen lå også en del under mange konkurrenter i mikroklassen.

Takket være svigtende salg i andre lande bl.a. Fankrig lykkedes det VW i Danmark at få ekstra biler, og i 2012 blev der på blot ni måneder indregistreret 10.600 styks.

Mest solgte i fire år

Up forblev den mest solgte bil i Danmark, indtil Peugeot 208 i år har overhalet. Dermed blev den en af de mest markante salgssucceser i dansk bilhistorie.

Næsten 45.000 Up er solgt i Danmark på godt fire år, kan den danske importør notere, nu hvor en faceliftet version er på vej.

Én ud af 15 i verden

De høje danske salgstal har betydet, at næsten ti procent af det europæiske Up-salg er sket i Danmark. På verdensplan – bl.a. også Japan, Sydafrika og Sydamerika - er der i perioden solgt ca. 700.000 Up. Dermed er én ud af 15 Up i verden solgt i Danmark.

Den markante danske Up-succes betyder, at Danmark bliver det første land i verden til at lancere den faceliftede udgave. Det sker med bestilling fra 27. juni og levering fra 1. august.

Forventer atter stort salg

Den danske importør har også denne gang bestilt mange biler hjem i forventning om et stærkt comeback for Up, selv om mikroklassen går lidt tilbage. Hvor mange Up, der er bestilt, ønsker importøren dog ikke at oplyse.

Oveni Ups imponerende 45.000 biler på fire år kan lægges 8.900 Seat Mii og 19.200 Skoda Citigo – i alt 72.600 styks.

I modsætning til Up får Mii og Citigo ikke noget facelift – i hvert fald ikke i denne omgang.