Det er en spektakulær bil, Mazda her viser os billeder af. Shinari hedder den imposante konceptbil, der meget vel kunne være et forvarsel om en afløser for den firedørs sportsvogn RX-8.

RX-9?
Mazda gør dog langt fra altid sine konceptbiler til virkelighed, og markedet for halvdyre coupéer skrumper de fleste steder i verden.
På den anden side virker Shinari forholdsvis virkelighedsnær, så måske er RX-9 lige om hjørnet ...
Justering af designet - igen

Den nye, lidt mere afdæmpede stil - eksemplificeret ved Shinari - kalder designchef Ikuo Maeda for ”Kodo”, og der bliver åbenbart ikke brug for lige så mange bukninger og presninger i karrosseripladerne.
Selv om Mazda har vist bilen til en lille gruppe af medier, heriblandt Motor, kort før Paris-salonen, vil den spektakulære konceptbil ikke være at se i Paris. Udstillingspremieren sker først senere, måske i Genéve i februar.