Af Karsten Meyland Lemche,
testkører
Sidste år klemte jeg mit åbenbart enorme korpus ind i en lille smal blå bil. Alpine A110 stod der på skiltene, og selvom den gik ud af produktion, før jeg blev født, har den altid stået som et ikon. Og en bil jeg bare måtte prøve. Trods bilens diminutive dimensioner havde den stor succes som rallybil, og så ser den … ja hamrende godt ud!
Efter at have krøllet kroppen ud af den fede køreoplevelse, tænkte jeg: hvorfor bygger de ikke sådan en igen?
Det har Renault, der ejer rettighederne til Alpine, også tænkt, og her på biludstillingen får Alpine-mærket comeback. Igen står der A110 på karrosseriet, der er 96 pct. i aluminium, og eftersom formerne er kraftigt inspireret af originalen, ser retromodellen også brandgodt ud.
En holdning jeg ikke var ene om, eftersom det nærmest var umuligt at komme tæt på bilen og helt umuligt at komme ind bag rattet. En bestemt franskmand ytrede et ”non”, der især tredje gang faldt vægtigt.
Nutidens A110 er en vitterligt hurtig skabning. 0-100 km/t. klares på 4,5 sekunder, og topfarten er begrænset til 250 km/t. Accelerationen imponerer især og skyldes også, at vægten på 1.080 kg er forbløffende lav. Den er dog tungere end den oprindelige model, der vejede fra 700 kg, men det skyldes at der er kommet markant mere plads i den nye model.
Der er også kommet flere kræfter til. Hvor den originale A110 havde op til 140 hk, har Alpine nu presset 252 hk ud af 1.8-turbomotoren.
Eneste bet ved Alpine A110 her anno 2017 er, at modellen formentlig ikke kommer til Danmark. Det er ganske sikkert for den første pulje bestående af 1.955 biler i blå, hvid og sort, der bliver bygget. Et forsigtigt prisgæt lyder på 800.000 kr., hvilket gør den interessant, men også tæt på etablerede modeller som Porsches 718 Cayman.
Og selvom Porschen er fantastisk, banker hjertet lidt hurtigere for den frække franskmand. I hvert fald lige nu.
SE OGSÅ: Alpine er atter i live