Test af autostole: Sikkerhed på udsalg

Autostole til børn er blevet en slagvare i supermarkederne. Men Motors nye test af autostole viser, at der er meget stor forskel på stolenes sikkerhed, og at det i sidste ende kan blive rigtig dyrt at vælge billigt, når der skal købes sikkerhed til de mindste.

Test af autostole 2012: Sikkerhed på udsalg
Bilist

Når familien Danmark skal på indkøbstur i det lokale supermarked, kan en autostol let ende med at blive et impulskøb, der lander i indkøbskurven sammen med mælk, brød og smør. De store danske supermarkeder sælger nemlig autostole til børn kun få meter fra kølediskene og stablerne af sodavand.

Men et uovervejet indkøb af en autostol kan vise sig at blive et rigtig dårligt valg for barnet. Det viser sig nemlig, at der er meget store forskelle på, hvordan de forskellige autostole klarer sig i den barske test, som FDM i samarbejde med bl.a. tyske ADAC hvert år gennemfører.

Derudover kan manglende rådgivning ved købet resultere i, at man får valgt en forkert stol til barnet.

Dette års test af autostole viser meget store forskelle mellem de bedste og de dårligste. De bedste høster maksimale seks stjerner, mens de ringeste kun opnår en enkelt, hvilket betyder, at FDM helt fraråder køb af de pågældende stole.

I alt har vi testet 32 stole i tre alderskategorier, og hver stol er bedømt ud fra sikkerheden ved en kollision, hvor let den er at montere og betjene, hvor let den er at rengøre, og endelig ud fra en vurdering af materialernes tendens til at afgive skadelige stoffer til barnet, når det sidder i stolen.

Sidstnævnte kategori er et område, der generelt deler stolene op i tre grupper: dem, der er fri for skadelige stoffer, dem, der har moderate niveauer, og endelig den slemme gruppe med stole, der afgiver alt for højemængder af skadelige stoffer. FDM råder til, at man tager disse parametre med i købsvurderingen.

Med hensyn til sikkerhed er stolene testet i et laboratorium, hvor de fastspændt i en bil udsættes for kræfter, der modsvarer en kollision. Her afgøres det, om belastningen af barnet overstiger et kritisk niveau, og det fastslås også, om stolen bliver siddende, hvor den skal.

Vælg isofixstole

Også vurderingen af betjeningen er vigtig, da en forkert monteret stol jo i sagens natur ikke kan yde den beskyttelse, den er konstrueret til. Her er det særligt de stole, der skal monteres i bilens egne sikkerhedsseler, der kan være problematiske at få monteret ordentligt.

Blandt andet derfor anbefaler FDM, at man køber stole med de særlige isofixbeslag, der let klikkes fast til bilens isofixforankringer ved bagsædet. Derved slipper man for at skulle benytte selen til at fastholde stolen til bilen, og det giver den bedste brugsværdi og den højeste grad af sikkerhed.