Luksusbiler i frit fald

Mens salget af nye biler er højt i 2011, så går salget af brugte luksusbiler sløjt. Det afspejler sig i priserne på luksusbilerne, som i gennemsnit er faldet ni procent fra maj til november.

Volvo S80 er blevet billigere i indkøb, den store luksuriøse svenske statsmandsvogn er nu nemmere at komme i nærheden af.
Nyt om biler

Har du altid drømt om at forkæle dig selv med en brugt luksus- eller specialbil, så er indgangsbilletten blevet billigere.

I løbet af det seneste halve år er priserne på brugte luksus- og specialbiler faldet med ni procent ifølge tal fra Bilbasen. Til sammenligning er faldet på samtlige biler på seks procent, men de ekstra tre procent er særlig synlige, da priserne på luksusbilerne er højere end gennemsnitsbilen.

Billige Volvoer

Den største taber i procent er Volvos topmodel S80. Den har alle dage været billigere i anskaffelse som brugt end den markant mere populære stationcar V70. Prisfaldet er på hele 16 procent, og prisen på de billigste modeller fra år 2000 starter på 70.000 kr. i dag. Gennemsnittet ligger på 284.000 kr. De største fald i øvrigt er Chrysler Sebring Cabriolet (13 pct.), BMW 7-serie (11 pct.) og Alfa Romeo Spider (11 pct.).

Ser man på de største fald i rede penge topper Porsche 911 listen med 79.000 kr. Herefter følger Mercedes-Benz SL med 73.000 og Mercedes-Benz S-klasse med 72.000 kr. Ser man på de populære større biler som Audi A6, BMW 5-serie og Mercedes-Benz E-klasse, ligger faldene på mellem 32.000 og 36.000 kr., så her er der ikke den store forskel i faldene.

Mest stabil er Audi TT

De laveste prisfald er på Audi TT, der kun er faldet 9.000 kr. eller fire procent, herefter bliver billedet mudret. For ser man på procentsatserne, så er det dyrere biler som Audi A5 der klarer sig bedst med fem procent, men fordi bilen er dyr, så er det reelle fald i prisen på 24.000 kr.

Tilsvarende er en Porsche Boxster kun faldet seks procent, men det svarer til 32.000 kr. Ser man på rede penge, så er det førnævnte Alfa Romeo Spider, som med 16.000 kr. er faldet mindst. BMW Z3 har samme fald i pris, skarpt forfulgt af Toyota MR2 med 17.000 kr.

Pas på prisen

Man skal ikke stirre sig blind på prisen, for det er langt fra de samlede udgifter ved at have bilen. Og selvom priserne netop nu er faldet kraftigt i løbet af de seneste seks måneder, så er det ikke ensbetydende med at luksus og specialbilerne er blevet billige at eje.

For der er ikke udsigt til, at priserne på nyere modeller kommer til at stige igen. Dertil kommer at udgifterne til at vedligeholde, forsikre og tanke bilerne fortsat er markant højere end den gennemsnitlige bil. Men de lavere priser kan gør det muligt for nogle, at sætte drømmebilen på ønskesedlen til jul.