
Når den niende generation af Ford Fiesta når Danmark til sommer, er det samtidig goddag til en ny verden for Ford. Efter enorm succes med veludstyrede udgaver af de større modeller har fabrikken valgt at føre den strategi videre til den populære Fiesta.
Det betyder, at den noget mindre bil nu også kommer i den særlige luksusudgave, Vignale, hvor man finder både lædersæder, glastag, B&O-musikanlæg, alt i sikkerhedsudstyr samt det nyeste i infotainment, som dækker over navigation, radio, internet og andre hjælpesystemer.
Helt nye motorer

På tekniksiden er den nye Fiesta først med en ny generation af de kendte trecylindrede 1.0-liters motorer med turbo. Nu får de mulighed for at koble den midterste cylinder fra, når man ikke har behov for alle kræfterne, og det sparer brændstof.
LÆS OGSÅ: Gruppetest af biler i miniklassen - Mazda 2, Hyundai i20, Skoda Fabia og VW Polo
Den traditionelle 1.25-liters motor erstattes af en helt ny trecylindret 1.1-liters motor uden turbo, og på dieselsiden er det den kendte 1.5-liters motor, der fortsætter.

De manuelle gearkasser er nyudviklede og har seks gear. En lav indre friktion mindsker krafttabet og gør ifølge Ford gearskiftet lettere. Et sekstrins traditionelt automatgear dukker også op sammen med 1.0-liters motoren.
Sikkerhed i løs vægt
Ford har udviklet avancerede sikkerhedssystemer til bilen, og det er bl.a. advarsel for tværgående trafik, skiltegenkendelse, automatisk nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere samt en adaptiv fartpilot.
LÆS OGSÅ: Stortest af Citroën C3, der ligesom Fiesta kan gøres helt personlig

Noget bliver standard, mens andet skal tilkøbes i en sikkerhedspakke eller enkeltvis. Det er dog Fords ambition, at bilen skal kunne opnå fem stjerner hos Euro NCAP i alle udgaver, og det skal blive spændende at se, om det lykkes.
Mange versioner
Udover den omtalte Vignale-topudgave kommer Fiesta fra starten i fire udgaver: Trend, ST-Line, Titanium og Active. Mens de tre første alene handler om udstyr og lidt design, skiller Active sig markant ud med skærmkanter og paneler langs siden i sort plast, samt en SUV-lignende fornt. Taget har integrerede tagbøjler, og frihøjden er øget et par centimeter. Den trækker dog stadig kun på forhjulene, men sej ser den ud.
Alle udgaver kan bestilles i mange kombinationer af farver, materialer ved instrumentbord og døre, samt med mulighed for udvendige dekorationer. Det gør det muligt at personalisere bilen i en høj grad, og sammen med muligheden for at vælge mellem tre eller fem døre, bliver der ikke mange udgaver af den tysk-byggede Fiesta, der ligner hinanden.
Endnu er priser og udstyr ikke på plads, men Motor vender tilbage, når der er nyt på den front.