I sidste uge udkom Verdenssundhedsorganisationen WHO’s rapport om luftforurening i verdens storbyer. Selvom rapporten især peger på problemer i en række fjerne lande, afstedkom den i Danmark de sædvanlige reaktioner, hvor hovedpåstanden var, at ”bilos” i København årligt koster 3-500 menneskeliv. Denne påstand vil FDM gerne anholde af flere grunde.
Luftforurening skyldes ikke kun personbiler
I Danmark har vi en grundig overvågning af luftkvaliteten, som foretages af det Nationale Center for Miljø og Energi (DCE). En særlig rapport for København afdækkede sidste år i detaljer, hvor luftforureningen faktisk stammer fra. Den viste, at der er mange andre kilder til forureningen end personbilerne i de københavnske gader. Ser man på den såkaldte by-baggrundsforurening, dvs. luftkvaliteten i områder, der ikke er en trafikeret gade men i baggårde, parker mv., så bidrager personbilerne ifølge DCE kun med op til 10 procent af forureningen med kvælstofilter - de såkaldte NOx’er - og under to procent af partikelforureningen. Med andre ord: Luftforureningen i København kommer fra en lang række kilder - ikke kun bilerne.
Busser og lastbiler bidrager mere til forureningen
Hvis man udelukkende ser på transportens andel af luftforureningen, tegner sig også her et mere nuanceret billede end den sædvanlige karikatur af personbilen som hovedskurken. For selvom personbilerne udgør ca. 80 procent af den samlede trafik, forurener de tilsammen ikke mere end busser og lastbiler, som ellers kun udgør ca. fire procent af trafikken. Det betyder, at selvom man halverer mængden af personbiler, så vil luftkvaliteten kun forbedres marginalt. Det skyldes, at flere busser skal erstatte bilerne, så folk stadig kan komme rundt i byen.
Ikke kun fokus på partikel-forurening
For det tredje handler debatten om luftforurening oftest om partikler, selvom det især er kvælstofilter - altså NOx’er - som er sundhedsskadelig. Hvor målinger i København viser, at man her overholder EU’s grænseværdier for partikelforurening, så overskrides grænseværdierne for NOx’er på flere strækninger.
Det skal der naturligvis gøres noget ved. Problemet har dog været, at i kampen for at få gjort dieselmotorer så effektive og rene som mulige i forhold til sodpartikler, har konsekvensen desværre været større udledning af NOx’er. Størstedelen af problemet kan heldigvis løses ved at montere særlige katalysatorer på de ældre tunge køretøjer som eksempelvis busser. Det er dog ikke muligt på personbiler. Her venter vi i stedet på, at nye biler fra 2015 på baggrund af EU-krav bliver endnu mere miljørigtige og energieffektive.
FDM støtter dialog om ren luft
FDM anerkender, at især de ældre personbiler bidrager til at forringe luftkvaliteten i København, og vi er naturligvis optaget af, hvilke konsekvenser bilkørsel har for omgivelserne. Derfor er vi også i konstruktiv dialog vedr. Miljøministeriets arbejde med blandt andet ren luft-zoner. Indtil videre er der kun kommet et forsøg i gang med at montere filtre på udvalgte busser, men det er fint at begynde her. Viser der sig alligevel behov for tiltag i forhold til ældre personbiler - som vi kender det fra Tyskland – bidrager vi gerne til en konstruktiv dialog om en løsning i en overgangsperiode, indtil nye og langt mere energieffektive bilgenerationer løser problemet selv. Dog gør vi opmærksom på, at man i Tyskland valgte at give tilskud til eftermontering af partikelfiltre på personbilerne.
FDM deltager gerne i debatten om luftkvaliteten i København og mulige løsninger. Dog opfordrer vi til, at det sker på et oplyst og sagligt grundlag, fremfor på baggrund af myter og forventelige automatreaktioner.