Kan man have eneret til et bogstav bag på en bil? Tilsyneladende.
Endnu en gang er bilmærker kommet op at toppes over modelbetegnelser; denne gang er det Audi, der har fået trynet kinesiske Qoros.
Da Qoros udsendte de første billeder af sin første model, hed den i pressemeddelelsen GQ3.
Domstol giver Audi ret
Ifølge den tyske Avis Die Welt har Audi fået medhold ved en domstol i Hamborg i, at Qoros ikke må bruge Q-betegnelsen, som Audi selv bruger på sine SUV-modeller. En afgørelse, Qoros vil anke.
Spørgsmålet er dog, om det alene er bogstavet Q, der tilsyneladende strider mod Audis rettigheder. Bilmærket Infiniti bruger også Q i nogle modelnavne.
Derimod kan det tænkes, at det er sammensætningen Q3, der er blevet et nummer for smart. Audis pt mindste SUV hedder Q3.
GQ3, TQ3 og HQ3
Domstolen afsagde sin kendelse 14. januar, og da Motor så Qoros’ biler i virkeligheden 21. januar, hed sedanen stadig GQ3 på bagsmækken, stationcaren blev da kaldt TQ3 og crossover-modellen HQ3.
Men på nummerpladen var navnet ændret til ”3” kombineret med ”Sedan”, ”Estate” og ”Cross” - og Qoros lod forstå, at det var disse navne, der blev de endelige - uden at oplyse om baggrunden.
Volvo kom også for tæt på Audi
Den nyere bilhistorie har flere eksempler på den type navnestrid. Et af dem involverer også Audi, idet Audi protesterede overfor Volvo, da det svenske mærke i sommeren 1995 annoncerede modellerne S4 og F4. S4 var og er betegnelsen på den sportslige udgave af A4.
Volvo bøjede sig inden lanceringen og ændrede navn til S40 og V40.
Fiat krænkede Renault
Senere nåede Fiat at meddele, at mærkets nye mikrobil skulle hedde Gingo og sendte billede ud af navnetrækket. Men Renault syntes, det var fonetisk lige lovlig tæt på Twingo. Fiat bøjede af og genoptog Panda-navnet, hvilket Fiat næppe har fortrudt.