Kommissionen er et resultat af forliget i forlængelse af den kulsejlede betalingsring, som regeringen efter stor protest fra bilpendlere, samt en række kommuner og organisationer måtte opgive. I stedet indgik man et trafikforlig, hvori Trængselskommissionen var et centralt element.
Trængselskommissionens formål er, at komme med en række anbefalinger til regeringen om, hvordan man bedst løser trængselsproblemerne i hovedstadsområdet. For FDM er det vigtigt, at bilisterne ikke, som der ellers er for vane i omkring København, straffes af højere afgifter, parkeringstakster, vejlukninger og andet, men at man i stedet ser på, hvordan man får skabt mere fremkommelighed ved en sammenhængende trafikpolitik.
Selvforskyldt trængsel
I København opleves trængslen som stigende, selvom den reelt falder inde i byen. Årsagerne hertil er vejlukninger, ukoordineret vejarbejde og metrobyggeri samt ukoordinerede lyskryds. Desuden har en rapport, udarbejdet for FDM, DTL og Danske Erhverv vist, at trafikken over Københavns bygrænse er mindre end tidligere antaget.
FDM er som en del af Trængselskommissionen rede til at arbejde for at nedbringe trængslen i København – på baggrund af en saglig og faktabaseret proces.
”Det er en spændende sammensætning, Trængselskommissionen har fået, og jeg ser frem til samarbejdet. FDM ønsker, at arbejdet munder ud i nogle konstruktive forslag, der også kommer bilisterne til gode”, siger adm. dir. Thomas Møller Thomsen.
Se listen over Kommissionens øvrige medlemmer her.