Nyt om biler
Måske bliver det alvor denne gang. Seat viser på Genève-udstillingen SUV-konceptet IBX, og selv om konceptet især skal fremvise Seats nye designstil, så må der være mere end et gran af seriøsitet bag SUV-karrosseriet.
Seat viste på Frankfurt-udstillingen i efteråret 2007 konceptbilen Tribu – noget der lignede noget, som relativt hurtigt kunne blive til en spansk udgave af VW Tiguan. Også den gang var det en tredørs konceptbil, som var ved at blive udviklet til en femdørs model, da Seats økonomi blev så dårlig, at projektet blev nedlagt.
Lidt kortere end Tiguan
Den nye IBX er en kompakt bil på 4,26 meters længde – 17 cm kortere end VW Tiguan. Bredden er 1,80 meter og højden 1,62 meter.Motoren er – hvis der ellers findes en under motorhjelmen – opladningshybridteknik. Formentlig den teknik, Volkswagen kalder Twindrive, hvor en elmotor driver hjulene de første 50 km, hvorefter en benzin- eller dieselmotor tager over ved at trække hjulene direkte vie mekanisk forbindelse.
Tredørs koncept
Konceptbilen er en tredørs med coupé-tilsnit, men mon ikke en produktionsudgave trods alt bliver femdørs.
Seat skal fra efteråret producere den nye Audi Q3 på sin fabrik ved Barcelona. Så ville det give fin mening at bygge sin egen udgave på samme bånd.