Hold strandene rene

Ny kampagne skal mindske mængden af affald på vores strande.

Hold strandene rene
Bilist

Netværksorganisationen Hold Danmark Rent har skudt gang i en ny kampagne, som skal sikre renere danske strande. 'Ren Strand' hedder kampagnen, som på 26 danske strande opfordrer strandgæsterne til at ikke at "glemme" deres affald, når de forlader strandene. Budskabet formidles via humoristiske skilte med 10 forskellige budskaber fra eksempelvis affald, som beder om at blive smidt op i skraldespanden.

Og der er god grund til at sætte fokus på problemet. En undersøgelse fra Hold Danmark Rent viser, at henkastet affald er et voksende problem på de danske strande og dermed et problem for turismen. Hver anden tyske turist lister således affald på stranden som en humørødelæggende faktor på ferien, mens tallet gælder for fire ud af ti danske strandgæster.

“Det er glædeligt, at vores rene strande fylder så meget i opfattelsen af Danmark som turistland. Men det er også tankevækkende, at hver tredje tyske og danske turist faktisk vil betale ekstra for deres sommerhus for at være sikker på at få en ren ferie. Det bekræfter mig i, at det er essentielt at have et konstant fokus på det danske miljø, og hvad vi kaster fra os i det,” siger direktør Anne Holm Hansen fra Hold Danmark Rent.

Kampagnen kører i ugerne 26 – 28, begge inklusive. Kampagnen eksekveres af livredderne ved de 26 strande i Nordsjælland og Københavnsområdet. Ud over skiltesættene vil livredderne have lommeskraldeposer og lommeaskebægre, som de kan dele ud til strandgæsterne i kampagneperioden.

Aktivitetskit til sommerhusgæster

Udover 'Ren Strand'-kampagnen forsøger Hold Danmark Rent også at få børnefamilier på sommerhusferie i tale ved at uddele såkaldte aktivitetskits. Et aktivitetskit består af et kortspil med strandrelateret affaldsproblematik, en skraldejagt samt en lommeskraldepose. Materialet skal give læring gennem leg og aktivitet samt vække eftertanke.

Aktivitetskittet uddeles af de 5 største danske feriehusudlejere og er del af en 2-årig kampagne, der afsluttes i år.