For at leje en bil til ferien eller varevogn til flytningen, skal man typisk være 21 år. Hos to selskaber skal man potentielt have haft kørekort i ti år, inden man må underskive lejekontrakten.
Det viser en oversigt, som FDM har lavet over betingelserne hos fem biludlejningsfirmaer.
Alder og erfaring hænger ikke sammen
Aldersgrænserne er faste uanset, hvor lang tid man har haft kørekort. Det er f.eks. muligt at tage kørekort, når man fylder 22 og så med kun et års erfaring at leje bil som 23-årig.
Men den tankegang vælger biludlejningsfirmaet Budget til dels at gøre op med, da firmaet nu har sænket aldersgrænsen for at leje en bil fra 21 til 19 år. Man skal dog have haft gyldigt kørekort i minimum 12 måneder.
Mange unge ønsker at leje
- Vi får tit forespørgsler fra unge, som ønsker at leje en bil eller varevogn, eksempelvis i forbindelse med en flytning eller weekendture. Det behov forsøger vi nu at imødekomme med den sænkede aldersgrænse, siger Lars Dissing, salgs- og marketingdirektør i Budget.
Budget er dog også – sammen med Hertz – det selskab, der har den højeste aldersgrænse. Begge steder skal man være 28 år for at leje en større bil eller luksusbil.
Udlejningsselskab |
Minimumsalder i Danmark |
Avis |
21 år. Gebyr for personer under 25 år. |
Budget |
19 år, men kun ved betaling med konto- eller kreditkort. Ellers 23 år. 28 år for ”luksusbiler”. |
Europcar |
23 år. Gebyr for personer under 26 år. 20 år for visse vare- og lastvogne. |
Hertz |
23 år. Dog 21 for helt små biler mod et gebyr på 80 kr. om dagen. Op til 28 år for større biler. |
Sixt |
21 år. Gebyr for personer under 26 år. |