VW Danmark vil nu kontakte de berørte bilejere i sagen om den ulovlige software, der i test har fremstillet flere af koncernens bilmodeller mere miljøvenlige, end de reelt har været. Det skriver VW Danmark i en meddelelse mandag aften.
Ifølge VW Danmark drejer det sig om 90.927 biler, hvoraf det estimeres, at 52.738 er VW-modeller. Bilerne er produceret i perioden 2009 til 2015.
På verdensplan anslås det, at den aktuelle ’VW-sag’ omfatter 11 millioner biler fordelt på Volkswagen AGs forskellige mærker.
Hvorvidt den omtalte software er aktiv eller inaktiv i de knap 91.000 danske biler, var man tidligere på dagen stadig i gang med at undersøge hos VW Danmark.
Her havde man endnu ikke et bud på, om løsningen er et teknisk indgreb eller en opdatering af bilens motorstyring i de tilfælde, hvor bilens software måtte være aktiv.
”Alle berørte Volkswagen-ejere vil blive kontaktet direkte af Volkswagen Danmark, så snart vi har identificeret de berørte biler. Vi påtager os det fulde ansvar for eventuelle nødvendige tekniske udbedringstiltag og de omkostninger, der er forbundet hermed,” skriver VW Danmark i sin meddelelse.
Ifølge VW Danmarks pressetalsmand har man kontaktet Trafikstyrelsen for at forespørge på muligheden for evt. at kontakte ejerne af de berørte biler gennem CRM-registret.
VW Danmark har desuden standset udleveringen af alle dieselbiler med Euro 5-norm godkendelse indtil en løsning er fundet.