400.000 danske bilister overlader sikkerheden til vejrguderne. De kører nemlig ind i vinteren på sommerdæk, vel vidende at dagens tørre veje i morgen kan være isglatte eller snedækkede.
Det viser en dæktælling, som Dækbranchens Fællesråd har udført. Rådet har kigget på 2.995 personbiler fordelt på 31 forskellige lokaliteter rundt om i landet, typisk større indkøbscentre, parkeringspladser og trafikknudepunkter.
Ud af de biler, der blev kigget på, var 2.445 biler monteret med passende dæk til årstiden, svarende til 82 procent af den samlede vognpark.
Kun lille stigning
Ifølge dæktællingen er der altså fortsat 18 procent – svarende til 400.000 biler - der kører uden vinterdæk. Og på trods af de strenge vintre i 2010 og 2011 er stigningen i følge dæktællingen kun på ét procentpoint i antallet af bilister, der kører på vinterdæk.
Der er ikke lovkrav om brug af vinterdæk i Danmark, men FDM anbefaler, at man skifter til vinterdæk. Kun hvis man er rede til at lade bilen stå, hvis der pludselig er vinterføre på vejene, kan man køre vinteren i møde på sommerdæk.
Pas på de slidte vinterdæk

En undersøgelse fra dækfabrikanten Continental viser således, at bremselængden forøges voldsomt, når dækmønsteret er nedslidt.
Continental kørte biler med dækmønstre på henholdsvis 8, 4 og 1,6 mm med 50 km/t. på snedækket vej. Herefter bremsedes bilerne op. Bilen med dæk med en mønsterdybde på 8 mm holdt stille efter 31 meter - de andre biler stod stille efter henholdsvis 45 og 57 meter.
Havde det været ved en katastrofeopbremsning, ville de to biler med slidte dæk have kørt ind i forhindringen med henholdsvis 27,9 km/t. og 33,8 km/t., da bilen med 8 mm dækmønster holdt stille.