Kina er det største marked for luksusbilen, der på de knap fire år er solgt i omkring 100.000 eksemplarer.
Det er markante nyheder, Porsche har taget med til udstillingen i Shanghai, selv om der egentlig kun er tale om et facelift.
Forlænget for første gang
Porsche er nemlig nu for første gang hoppet på den kinesiske vogn, der hedder forlænget akselafstand. Det er en øvelse, stort set alle vestlige luksusbiler for længst har vænnet sig til for at please særligt de kinesiske kunder.
Selv om Panamera som udgangspunkt er en ordentlig skude på fem meters længde, er bagsædepladsen efter kinesisk målestok ikke overvældende. Så nu kan man bestille en Executive-model med 15 cm større akselafstand og totallængde. Al pladsen kommer bagsædet til gode.
Opladningshybrid med kraftig elmotor
Mere markant er, at Panamera samtidig kommer i en delvis elektrisk version. Som den første model i Volkswagen-koncernen lanceres den som opladningshybrid.
Bilen er så tæt på realisation, at den kan fås i Danmark i sensommeren for 2,3 mio. kr.
Plugin-versionen har en elmotor på 70 kW (95 hestekræfter), hvilket er det dobbelte af det, som den ”almindelige” Panamera hybrid præsterer.
Batteri femdoblet i energiindhold
Samtidig er batteriet vokset fra at indeholde 1,7 kWh energi til 9,4 kWh og ændret fra nikkelmetalhydrid til litium-ion. Med elmotoren alene er topfarten 135 km/t., mens rækkevidden er 36 kilometer ifølge den officielle måling. I praksis – med klimaanlægget tændt - vil den realistiske rækkevidde være 18-36 kilometer, siger Porsche.
Muligheden for at køre delvist på strøm giver et voldsomt udslag i den officielle brændstoføkonomi, hvor det antages, at strøm er CO2-frit. Hvor Panamera S Hybrid har et gennemsnitligt forbrug på 14 km/l, præsterer Panamera S E-Hybrid 32,2 km/l. Det svarer til en CO2-udledning på 71 g/km.0-100 km/t. på 5,5 sek.
I kombination med benzinmotoren er den samlede ydelse 416 hestekræfter, og 0-100 km/t. klares på 5,5 sekunder, mens topfarten er 270 km/t.
Ved faceliftet får Panamera en ny 3.0 V6-motor, der afløser den hidtidige V8er på 4,8 liter. Ved hjælp af to turboladere er den sekscylindrede ”lille” motor stærkere end V8eren og mere nøjsom: 20 hk og 20 Nm mere end den tidligere V8-model. 430 hk og 520 Nm i alt.Brændstoføkonomien er forbedret med over 20 procent.