Tyskland har haft det i årtier, og nu er det kommet til Danmark: Officielle, skiltede omkørselsruter som kan lede trafikken ad landeveje uden om en ulykke på motorveje.
Formålet er at mindske den ventetid, der opstår, når en motorvej uplanlagt bliver spærret.
Når man havner i en sådan situation, er der et nyt skilt, man skal holde øje med: Et lille grøn skilt med motorvejssymbol, en pil man skal følge og så nummeret på til tilkørsel, man skal finde hen til.
Kan ikke ses fra motorvejen

- Det er ikke meningen, at omkørslerne skal bruges i flæng, siger den ansvarlige i Vejdirektoratet, områdechef Charlotte Vithen.
Det er først, når man er på vej op eller ned ad frakørselsrampen, at første skilt dukker op med nummeret på næste tilkørsel. Herefter er der til gengæld skiltet hele vejen, til man er tilbage ved motorvejen.
Omkørselsruterne aktiveres gennem besked i trafikradioen, direkte oplysning via Vejdirektoratets elektroniske kanaler og/eller ved instrukser fra politi på stedet.
19 ruter i første omgang
Vejdirektoratet, Rigspolitiet og 12 kommuner har oprettet 19 omkørselsruter i fem korridorer langs E45 og E20. Ordningen er et forsøg, og hvis systemet fungerer efter hensigten, kan der komme flere ruter.
Områdechef i Vejdirektoratet Charlotte Vithen erkender, at praksis med at lede trafikken fra motorvejen og tilbage igen ikke er ny. Men nu er det sat i system, og omkørslerne kan aktiveres hurtigere, så færre bilister fanges på motorvejen.
Omkørsler er forhåndstjekket
- Det er på forhånd tjekket, at kommunevejen kan klare trafikken fra motorvejen, og at der f.eks. ikke er vejarbejde på den alternative rute. Dermed kan omkørslen sættes i gang hurtigere, f.eks. via radioernes trafikmeldinger, siger Charlotte Vithen.
Hun siger, at radiostationerne ikke officielt må anvise sådanne omkørsler, før det er godkendt af politi og vejmyndigheder. Og den proces kan nu gå meget hurtigt. Yderligere en fordel er, at bilister, som ikke er lokalkendte, kan finde tilbage til motorvejen.
Den nye ordning kan ikke forhindre, at bilister bliver fanget bag en ulykke og skal blive holdende der meget længe, indtil ulykkesstedet er helt eller delvist ryddet.
SE OGSÅ: Flere detaljer på Vejdirektoratets hjemmeside