Brobizz over hele banen på Storebælt

Betalingsanlægget ved Storebæltsbroen er blevet ændret, så Brobizz-kunder kan bruge samtlige baner – også selv om der står ”kort” eller ”manuel” hen over. Men i de ”blå” og ”gule” baner skal man køre langsommere.

Brobizz'en virker nu også i de "blå" og "gule" baner. Men man skal holde helt stille ved bommen.
Trafik

Der er nu frit valg over hele banen, når en Brobizz-kunde kommer til Storebælts betalingsanlæg.

A/S Storebælt har opgraderet anlægget, så den trådløse Brobizz kan åbne bommen i samtlige baner og ikke kun de ”grønne” Brobizz-baner længst mod venstre.

Mange Brobizz'er får problemer i år

Det sker primært for at forebygge forstoppelse, hvis bilister sidder fast i Brobizz-banerne, fordi bommen ikke går op.

Den risiko er blevet særlig høj i år.

- Vi har den udfordring i 2012, at ca. 250.000 Brobizz-kunder får nyt betalingskort og derfor skal opdatere deres kortoplysninger hos os, hvis deres Brobizz stadig skal virke på Storebæltsbroen. Ellers går bommen ikke automatisk op, og det kan skabe ventetid og ophobning af trafik i banen, siger chef for betalingsanlægget Jens Kjær Nielsen.

Debut i påsken

Den nye service har premiere her i påsken, hvor der bliver ekstra pres på betalingsanlægget pga. påsketrafikken og de mange Brobizz-kunder, som har fået nyt betalingskort.

Opdatering af kortinformationerne sker ikke automatisk, når kunderne får nyt betalingskort af hensyn til betalingskortsikkerheden. Kortoplysningerne kan ændres direkte på storebaelt.dk.

Man skal holde helt stille

Den nye fritvalgs-ordning for Brobizz-kunder er primært tænkt som et tilbud i meget travle perioder og når man kan se, at der er kø i de automatiske baner. Teknikken i kort- og i de manuelle baner er nemlig ikke så god, så bilisterne skal køre helt hen frem til bommen og holde stille, før den går op.