Hyundai gør klar til et frontalangreb i den europæiske firmabilsklasse. Eller måske rettere: et bagholdsangreb. Hyundais kommende entré i den store mellemklasse sker nemlig i første omgang alene med en stationcar.
En sådan variant har Hyundai ikke haft med hverken den seneste eller forrige Sonata, men nu skal det være, for Hyundai har store ambitioner i denne klasse, og så er en stationcar særdeles vigtig, særligt i Vest- og Nordeuropa.Premiere til februar
Den nye i40w, som vi her ser officielle tegninger af, får premiere på Genéve-udstillingen til februar, og kommer til salg tidligt på sommeren eller hen på efteråret.
En sedan kommer også, men formentlig er den hos forhandlerne senere end stationcaren.
i40w er en stor bil på 4,77 meters længde, hvilket er det samme som den fornyede VW Passat stationcar.
Fem forskelige motorer
Motorprogrammet vil bestå af benzinmotorer på 1,6 og 2,0 liter med hhv. 140 og 177 hestekræfter. Tre dieselmodeller skulle komme: 115, 136 og 177 hestekræfter. Stop-start bliver standard på i hvert fald nogle af modellerne.
Den nye i40 ser ud til at kunne blive et spændende alternativ i firmabilsklassen og et langt mere helhjertet forsøg end Sonata. Dels ser designet meget europæisk og moderne ud, dels virker søsterbilen Kia Optima ret vellykket.