Når en helt ny Mazda MX-5 kommer på gaden om ca. tre år, vil den kort tid efter - en gang i 2015 - få en fætter hos Alfa Romeo som en efterfølger for Spider.
De to bilmærker har indgået en foreløbig aftale om at udvikle bilerne i fællesskab, men det bliver i al væsentlighed Alfa Romeo, der låner teknikken til sin version.
Mazda står for al den grundlæggende udvikling og skal også bygge begge versioner på sin fabrik i Hiroshima, Japan.
Hver sit design
Men bilerne får hvert deres unikke design, siger parterne.
Den nye fællesbil bliver som Mazda MX-5 er i dag, en topersoners åben bil med baghjulstræk.
Nuværende MX-5 er fra 2005
Den nye MX-5 skal afløse den nuværende tredje generation, som stammer fra 2005.
Alfa Romeo har for tiden ikke en kompakt roadster, men producerede frem til 2006 Spider. Den havde en coupé-tvilling kaldet GTV. Den udgik i 2005, men blev kortvarigt - 2006-2010 - efterfulgt af en Spider-version af den større Brera.