Insignia skruer op for pladsen

Opel viser for første gang den nye Insignia som stationcar. Bagagepladsen er øget med op til 100 liter.

Designinspirationen er hentet fra Opels Monza konceptbil.
Nyt om biler

Endnu en version af Opels nye Insignia har set dagens lys. Op til verdenspremieren på Genève-udstillingen til marts viser Opel biller af den vigtige stationcar-version, kaldet Sports Tourer.

På samme udstilling debuterer den femdørs, Grand Tourer, som Opel tidligere har vist billeder af, men som ellers ikke er vist frem offentligt.

1.640 liter i alt

Den nye Insignia stationcar har fået forøget akselafstanden med næsten ti cm. Foto: Opel
Den nye Insignia stationcar har fået forøget akselafstanden med næsten ti cm. Foto: Opel
Den nye stationcar rummer 110 liter mere bagageplads end forgængeren, når bagsædet er lagt ned. 1.640 liter kan der være i alt.

Opel oplyser ikke noget om rummeligheden med bagsædet i brug.

Større akselafstand, lavere vægt

Den nye Sports Tourer er op til 200 kilo lettere end forgængeren afhængig af version, selv om den er vokset. Akselafstanden er vokset godt ni cm, og sporvidden er forøget godt én cm.

Som den femdørs får Insignia Sports Tourer automatisk nødbremse og vognbaneassistent som standard.

SE OGSÅ: Ny Insignia vil lege med de dyre drenge

Insignia fås også med dynamiske LED-lygter, som automatisk tilpasser det lange lys uden at blænde mod- og medkørende bilister.

Kommer til sommer

I komfortafdelingen tilbydes bl.a. varme i bagsædet, forruden og rattet.

Begge de to Insignia-versioner ventes til Danmark i juni eller juli. En terrængående Cross Tourer kommer til efteråret.

Se alle Genève-nyhederne