På en bil i firmabilsklassen kan forskellen på om det er en bil der fra ny leases eller sælges udgøre mere end 100.000 kr. af bilens nyvognspris. Den forskel vil naturligvis også i et vist omfang slå igennem, når bilen skal sælges brugt. Det kan med andre ord blive svært for dem, der har valgt at eje deres bil, at komme af med den til en fornuftig pris.
Leasingselskabet betaler løbende afgift. Efter tre år vil der således være betalt knap 40 pct. afgift af leasingbilen. Den vil dermed være en billigere lagervare for bilforhandleren at have stående – han skal først betale resten af afgiften, når en køber er fundet.
Samtidig bliver leasingbilen pållagt afgift efter en såkaldt mindstebeskatningspris, der er en slags nettopris fra importøren. Forhandleren, der i stedet ønsker at sælge en ny bil til en privat forbruger, skal derimod betale afgift af den fulde pris, og det gør bilen væsentligt dyrere end leasingbilen. FDM mener, at ’leasingfidusen’ er endnu et eksempel på, at det danske afgiftssystem ikke bare er unødigt kompliceret, det har også absurde konsekvenser. Ikke nok med at det gør danske biler til de dyreste i verden – reglerne betyder også, at værditabet for at alle de, der har valgt at eje deres bil, bliver uforholdsvist stort. Det er ikke rimeligt.
Sagen udstiller et grundlæggende behov for en ændring af det danske bilafgiftssystem. Væk fra den værdibaserede registreringsafgift og ind med en løbende afgift, der afspejler bilens miljø- og sikkerhedsmæssige egenskaber.