SMC Biler har indtil nu været navnet på Danmarks største detailkæde for nye biler, men det navn udgår helt pr. 1. juli.
Fra da af vil forhandleren markedsføre sig under det eller de bilnavne, som butikken sælger.
Forretningerne kan dermed komme til at hedde f.eks. Audi Amager, Volkswagen Esbjerg, Volkswagen Erhvervscenter Gladsaxe, Seat Højbjerg eller Skoda Odense på facaden og i øvrig kommunikation.
Ejes af importørselskabet
SMC-biler ejes af importøren bag de samme bilmærker, Semler, og SMC har stået for Skandinavisk Motor Co.
Ændringen betyder "en direkte linje fra fabrik til kunde," mener selskabet og henviser desuden til, at Audi, Seat, Skoda og Volkswagen er stærkere brands end SMC-Biler.
Juridisk fusioneres Semler Gruppens nuværende detailselskaber, SMC-Biler A/S og Semler Audi Detail A/S, til Semler Retail A/S.