Bilkøbere holder fast i VW-mærker efter krise

VW, Skoda, Audi og Seat ser ikke ud til at have mistet salg i Danmark som følge af først dieselskandalen og senere sagen om CO2-snyd, der viste sig at være en and.

Nyt om biler

Da Volkswagens dieselsag brød ud midt i september, var det ikke svært at finde forargede bilkøbere, som havde mistet tilliden til de involverede mærker, eller salgs- og brandingeksperter, der forudså salgstab.

Men hvis ellers registreringstallene er udtryk for et reelt salg, er der ikke noget, der tyder på, at danske bilkøbere er løbet skrigende bort fra de fire mærker.

VW, Skoda, Audi og Seat er ganske vist alle gået tilbage i markedsandele, efter at sagen eksploderede, men det var en udvikling, der var begyndt længe inden. Det viser Motors gennemgang af salgstallene i Danmark.

Uændret tilbagegang før og efter

Søjlerne viser de fire mærkers tab i markedsandele tre måneder før (blå) og tre måneder efter (rød) dieselsagen brød ud. For VW og Audi er tilbagegangen ikke større efter, mens Skodas tilbagegang er vokset og Seats er mindsket.
Søjlerne viser de fire mærkers tab i markedsandele tre måneder før (blå) og tre måneder efter (rød) dieselsagen brød ud. For VW og Audi er tilbagegangen ikke større efter, mens Skodas tilbagegang er vokset og Seats er mindsket.
VW-mærket, der har taget langt de fleste stød i offentligheden, har mistet 13 procent i markedsandel i oktober til december 2015. Det er i afrundede tal præcis samme tilbagegang som i juni-august.

Hos VW-mærket, der har stået forrest i skudlinjen, bekræfter informationschef Søs Righolt, at de store sager ikke har påvirket salget i Danmark.

- Vi kan heldigvis ikke se det på salgstallene, og det er vi både ydmyge og taknemmelige over, siger hun og tilføjer:

- Der må være en vis tillid til mærket.

Up er skyld i tilbagegang - før og efter

Informationschefen siger, at mærkets tilbagegang stort set udelukkende skyldes, at Up er gået en del tilbage – i høj grad på grund af konkurrencen fra Peugeot 208, der afsætter halvdelen af bilerne på gunstige leasingkontrakter.

Også for Audi er tilbagegangen om man så må sige stabil før og efter. Skoda, hvis navn ikke i nævneværdig grad har været forbundet med skandalen, taber lidt mere i markedsandel efter krisen, mens det fjerde volumenmærke i gruppen, Seat, har mindsket sit fald i markedsandel, og som eneste mærke øger sit faktiske salg en smule.