Vejen til at tippe kommunen om, at der er noget galt på veje, cykelstier eller fortove, er blevet lettere med ankomsten af app’en ”Giv et praj”.
Tag et foto af problemet med telefonen, vælg kategori og tryk send. Så enkelt burde det være, for ud fra telefonens position sendes prajet til den rigtige kommune.
Ud over huller i vejen eller cykelstien kunne det være ødelagte eller manglende skilte, slidte vejstriber, grene hen over cykelstien, graffiti eller måske en bjørneklo.
Fungerer i alle kommuner
App’en virker over hele landet siger folkene bag. Ud af de 98 kommuner er det dog kun de 38, som direkte er med via et abonnement. I de øvrige 60 kommuner er funktionen mindre smart, idet foto og position sendes via email. App’en sørger dog for at indsætte den relevante emailadresse til den pågældende kommune.
Der er dog ingen garanti for, at kommunen rent faktisk gør noget ved problemet eller giver en tilbagemelding.
Flere kommuner har i forvejen deres egen giv et tip-app, men som kun gælder inden for kommunen.
Giv et praj-app’en er udviklet af og drives af firmaet Intergraph. Den gratis app kan hentes i App Store og Google Play, mens en version til Windows Phone kommer senere.