Så stor en Citroën har verden næppe set før.
Og dog: De besøgende på Expo 2010-udstillingen i Shanghai sidste år har set den ca. 5,25 meter lange, elegante limousine, for bilen havde premiere og var udstillet i den franske pavillon på verdensudstillingen.Citroën Metropolis hedder konceptbilen, der er skabt som et åbningsprojekt i Citroëns nye designcenter i Shanghai.
Storheden giver fin mening, når bilen har Kina som fædreland. Store og luksuøse biler er en efterspurgt vare i riget i midten, og så er det oplagt at skabe en ekstra stor bil som blikfang og reklame for Citroëns forestående offensiv i Kina.
Første gang i Europa
Genève-udstillingen er første gang, Metropolis vises på en europæisk udstillingen, og de kan gå længe, inden den eventuelt kan ses igen på vore længdegrader. Når Genève-udstillingen lukker, rejser luksusbilen tilbage til Shanghai, hvor den skal udstilles på den internationale biludstilling i den østkinesiske metropol i april.
Her kommer Metropolis til at stå sammen med den nye DS5, der får verdenspremiere på samme udstilling i konceptform. Måske er der ligheder mellem Metropolis og DS5.
Metropolis som sådan går ikke i produktion. Dertil er den med en størrelse et nummer større end C6 trods alt for stor til både Citroën og Kina.