En ganske særlig VW Golf er på vej. Til efteråret kan danskere købe Golf som opladningshybrid, hvor en 150 hestes, 1.4 TSI-benzinmotor og en 102 hk elmotor arbejder sammen og gør bilen direkte sportslig.
Derfor kalder VW modellen for GTE som analogi til GTI og dieselpendanten GTD, hvor GT traditionelt står for gran turismo. GTE har en samlet ydelse fra de to motorer på 204 hestekræfter og 350 newtonmeter. Det giver mulighed for sportslige præstationer, idet 0-100 km/t. klares på 7,6 sekunder, og topfarten er på 222 km/t.50 km på strøm
Det er dog bilens ”grønne” egenskaber, der gør den mest interessant. Bilens 8,8 kWh batteri rækker under optimale forhold til 50 kms kørsel med elmotoren alene, og i den situation er topfarten begrænset til 130 km/t.
Elmotoren er bygget sammen med gearkassen, der er en af VWs DSG-dobbeltkoblingsgearkasser.
66,7 km pr. liter benzin
Efter den særlige målemetode for opladningshybrider får denne Golf en brændstoføkonomi på omregnet 66,7 km pr. liter og et CO2-tal på 35 gram pr. km.Når energien på batteriet og i benzintanken lægges sammen, har bilen en officiel rækkevidde på 939 km.
Opladningen varer to en halv til tre en halv time afhængig af stik- og ladertype.
Rammes af høj pris og afgift
Den danske VW-importør kender endnu ikke priserne, men Golf GTE kommer formentlig i klemme i afgiftssystemet som øvrige opladningshybrider. Den eminente brændstoføkonomi giver ganske vist et nedslag i registreringsafgiften på 200.000 kr., men da den dyre teknik med to motorer og halvstort batteri kombineret med en begrænset produktionsvolumen forinden er ramt af 180 procent afgift, bliver facit formentlig en høj pris.