VW Golf-familien breder sig ud i alle teknologi-hjørner, og efter versioner med benzin, diesel, gas og el er den tyske gigant klar med en opladningshybrid.

Klar i begyndelsen af 2015
Trods den særdeles avancerede og komplekse teknologi og ekstra højt udstyrsniveau bliver opladningshybriden forholdsvis billig. Ca. 425.000 kr. forventer den danske importør, at prisen lander på, når bilen kan leveres i første kvartal 2015.
Selv om det er en høj pris, er det billigt i forhold til markedets få andre opladningshybrider, Volvo V60 Plug-in til 1 mio. kr. og Opel Ampera til ca. 640.000 kr. Det er heller ikke mere end andre Golf-varianter med høj ydelse.
Langt billigere end Golf GTI
Derfor tror VW i Danmark da også, at bilen kan sælges i relativt store styktak, dvs. 100-200 årligt.
Golf GTD med 185 hk og DSG-automatgear koster 514.000 kr., GTI med 220 hk og DSG koster 504.000 kr. og Golf 2.0 diesel med DSG og 150 hk står i 400.000 kr. VW har også lige meddelt prisen på e-Golf, som er den rene elbilsudgave. Den afgiftsfritagne elbil koster 289.000 kr.
150 + 102 = 204 hk
Opladningshybriden har en 1.4 benzinmotor med 150 hk og en elmotor på 102 hk, som på samme tid kan yde 204 hk. GTE-modelen har DSG-gear som standard og bl.a. fuld LED-forlygter.
GTE er udstyret med et batteri på 8,8 kWh, som rækker til 50 km på strøm efter den officielle testmetode, og den ligeledes officielle brændstoføkonomi lyder på 66,7 km pr. liter. Den høje værdi giver et fradrag i registreringsafgiften på 200.000 kr.