Det er slut med at parkere gratis, når man stiller sin motorcykel på en af p-pladserne i Aarhus Kommune. Fra mandag den 15. august ligestilles motorcykler med biler, når det gælder parkering på kommunens betalingspladser.
Motorcykler har tidligere parkeret gratis, da det ikke har været muligt at placere en p-billet i forruden som i en bil.
Men med de digitale muligheder for at betale i nye betalingsautomater og apps, hvor man registrerer køretøjet med nummerpladen i stedet for at lægge en billet, forsvinder undskyldningen for ikke at betale.
Det samme i København
I takt med at Københavns Kommune indførte digital parkering i februar og marts i år, er motorcykler heller ikke undtaget for betaling i hovedstaden.
Hidtil håndhævede kommunen ikke kravet om p-betaling for motorcykler, men med digital betaling er det ikke længere et problem at få parkeringen registreret.
LÆS MERE: Parkeringsregler for MC