Detroit er nærmest optimistisk

The North American International Auto Show, den største internationale biludstilling i Nordamerika, slår dørene op for publikum på lørdag. Motor er som eneste danske medie på plads i udstillingshallerne i Detroit.

Motors chefredaktør, Bo Christian Koch, rapporterer fra biludstillingen i Detroit.
Nyt om biler

Detroit i januar er ensbetydende med kulde, sne og biludstilling. I år er ingen undtagelse, men selv om der blæser kolde vinde over den hårdt prøvede bilby, er der denne gang mere at lune sig på inde i udstillingsbygningen Cobo Centre i hjertet af Detroit.

De seneste to år har det ellers været lige så frysende indenfor som udenfor, i alt fald i overført betydning.

Der har ikke været meget positivt at berette fra en amerikansk bilindustri i dyb krise, og selv om krisen næppe er helt overstået, er det en optimistisk bilbranche, der viser varerne frem.

Besøg Motors sektion med nyheder fra Detroit

Bilsalg i fremgang

Bilmarkedet i USA er steget med 11 procent i 2010 i forhold til 2009, der godt nok også var et katastrofeår i den amerikanske bilbranche, men det er primært de importerede mærker, der har båret fremgangen. Der er dog også fremgang hos amerikanerne, og det luner i en kold tid.

General Motors er tilbage på fondsbørsen og er godt på vej til at tilbagebetale de astronomiske statslån, der gav koncernen tilnavnet Government Motors.

Det samme er Fiat-ejede Chrysler, der håber at have betalt sin gæld tilbage allerede i år, mens Ford, der skaffede sig kapital gennem private lån inden krisen for alvor brød løs, har sat en massiv produktoffensiv i gang og regner med sorte tal i indeværende regnskabsår.

Showbiz is gone

Der er dog stadig lang vej til tidligere tiders Detroit-udstillinger, der var præget af, at USA ikke kun er bilernes, men også underholdningsindustriens højborg.

Verdensstjerner kastede glans over bilpræsentationerne, og mange gange overskyggede selve forestillingen de biler, det egentlig drejede sig om.

Nu er vi nede på jorden igen, men der er dog noget mere geschwung over årets show end udstillingen i 2009, hvor man som besøgende følte sig hensat til en forhandlerudstilling i en provinsby i Nordsverige.

Der er to helt klare tendenser på årets udstilling: for det første, at elbiler og hybridbiler er serious business og ikke længere et skalkeskjul for at tilfredsstille politikere og miljøaktivister.

En sideeffekt af amerikanernes nyfundne fokus på brændstoføkonomi er, at det også har banet vej for mindre biler, end man har set på vejene herovre de seneste 20-25 år. For eksempel har Ford haft stor succes med at introducere Fiesta på det amerikanske marked.

Nye biler, nye jobs

Den anden, helt klare tendens er, at ordet krise ikke længere eksisterer i biltopchefernes ordforråd. Nu hedder det nye produkter og tusindvis af nye jobs på fabrikker i hele Nordamerika, og da en del af dem ligger i Detroit og omegn, er det toner, der vækker glæde i området.

Men til trods for, at krisen tilsyneladende er afblæst, er det svært at genkende de tidligere tiders fandenivoldske amerikanske bilproducenter, der år efter år underholdt publikum på Detroit Motor Show med det ene mere outrerede fremtidsscenarie i form af konceptbiler efter det andet.

I år har ikke én af de tre store amerikanske bilfabrikker et drømmestudie at byde på, og af alle udstillerne er det faktisk kun Hyundai, der har noget, der kunne ligne ren fiktion – de øvrige, såkaldte konceptbiler er næppe meget andet end tyndt forklædte visioner af modeller, der er på markedet inden for det næste par år.