Der bliver masser af klassiske motorlyde og duft af bremser og olie i København 5. og 6. agust.
Copenhagen Historic Grand Prix, der for lethedens skyld forkortes CHGP, holdes for femte gang i området ved Bellahøj, hvor fokus igen i år er på de historiske racerbiler tilsat lidt moderne racerkrydderi i form af bl.a. DTC-klassen.

Tom K, Jaques Villeneuve og alle de andre
Kongeklassen ved CHGP er Royal ProAm-klassen, hvor amatører og professionelle deler en bil og kører om samme trofæ. Det giver mulighed for at se den tidligere F1-verdensmester Jaques Villeneuve, Tom Kristensen, Nicky Thiim, Marco Sørensen, Michael Christensen og mange andre danske og internationale racerstjerner give den gas i klassiske racerbiler.
Sixty Fivers giver den gas
I den historiske klasse for biler fra før 1965 har feltet længe været fyldt helt op, og der kommer igen i år mange spændende og eksklusive racere til start som Corvette Gransport, Porsche 904 og Ford GT40.

Men der kommer også et væld af Minier, Volvo Amazon og andre kendte bilmodeller, der dengang både var familiebiler og racerbiler på én gang. Besøg Sixty Fivers lejr, hvor der er fælles telte, og der er gjort ekstra ud af hyggen i pit området.
Små formelbiler og nyere klassikere
Igen i år kommer de små formelbiler i form af Formel Junior, det var en kæmpe klasse i storhedstiden. Til CHGP kommer 16 biler til start.
Her er feltet primært bestående af udenlandske kørere. Flere hjemmelige deltager finder du i de populære 71- og 86-klasser, hvor børn af 1970erne og 1980erne får en retro oplevelse. Her bliver der typisk kørt hårdt til, så du kan virkelig nyde oplevelsen af biler, der yder deres maksimale.
DTC og Legends Cup
De moderne indslag på CHGP er Danmarks største racerklasse Mascot DTC, hvor der køres en afdeling af DTC-mesterskabet. Der er stor prestige i at vinde i København, derfor forventes det, at DTC bliver en klasse med masser af action.
Det gælder også for det små Legends Cup-racere, der har klassisk design, men med motorcykelmotor. De er små, de er aggressive og de underholder hver omgang. Apropos motorcykler er der også et historisk felt med to hjulede.
Kør med Kevin Magnussen

Traditionen tro bliver der også samlet penge ind til Rigshospitalets børne-unge-program samt Dansk Røde Kors. Det sker ved at en stjernerække af danske racerkørere med Kevin Magnussen og Tom Kristensen i spidsen kører omgange enten i deciderede racerbiler eller sportsvogne.
En tur med Kevin koster 2.500 kr. i en Ferrari 458 GT3 racer Her skal man nok være hurtigt ude, for der bliver rift om billetterne. En række sportsvognsejere giver også en god oplevelse på banen, og her kan du købe billetter fra 1.000 kr.