Konkursforvalterne har siden solgt det meste af virksomheden til et nyt svensk/kinesisk foretagende, og det er den virksomhed, der nu begynder at løfte sløret for et nyopstået Saab, der skal rejse sig ved de gamle fabrikshaller i Trollhättan i Sverige.
Skal producere elbiler
Den nye koncern hedder NEVS, hvilket står for National Electric Vehicle Sweden, og har oprettet et hovedsæde i Trollhättan. Koncernen har fået lov at benytte mærket ’SAAB’ på fremtidige biler fra koncernen, men har ikke fået tilladelse til at anvende den kendte ’Grif’, der fortsat benyttes af fly- og våbenfabrikken med samme navn. NEVS har derfor måttet designe et nyt logo for SAAB.
På den nye hjemmeside kan man læse, at den nye ejer venter at sende en elbil på markedet om et års tid. Den skal basere sig på den sidste generation af Saab 9-3, men med en hel del forbedringer.
Ifølge hjemmesiden arbejder man også på at genoptage produktionen af visse udgaver af den udgåede Saab 9-3 med forbrændingsmotorer – formentlig den populære 9-3 cabriolet. Lykkes det at få underleverandørerne på plads, vil de første biler rulle ud fra fabrikken efter sommerferien i år.
På længere sigt vil en helt ny Saab 9-3 blive færdigudviklet ud fra de halvfærdige konstruktioner Saab havde på plads ved konkursen. Den store Saab 9-5 har NEVS ikke fået rettighederne til at producere. Den baserer sig på nyeste GM-teknologi, og den har GM valgt at holde for sig selv.Satser på Kina
Set med europæiske briller er det en noget risikabel satsning at basere et helt bilmærke på salg af elbiler. NEVS har derfor indgået aftaler med flere kinesiske partnere, og det er tanken, at de fleste elbiler skal bygges i Sverige, men sælges i Kina.
Det forlyder dog, at Saab også vil producere biler med forbrændingsmotorer, og ud fra listen af nuværende medarbejdere i NEVS fremgår det da også, at Saabs mangeårige ekspert på turbomotorer, Kjell AC. Bergström, allerede er med i det genopståede Saab.