Mercedes-Benz strækker sig langt for at gøre sine vigtige kinesiske kunder tilfredse. Helt præcist 80 mm.
Den nye C-klasse vokser med otte cm i både totallængde, akselafstand og bagdørenes længde i de nye kinesiske udgave sammenligner med den europæiske version.Det bringer bilens akselafstand op på 2,92 m og totallængden op på 4,77 m.
Gør som Audi og BMW gør
Dermed gør Mercedes-Benz for første gang knæfald for sine kinesiske C-klasse-købere ved at forlænge bilen, som konkurrenterne Audi, BMW og Volvo længe har gjort. Mercedes-Benz har hidtil nøjedes med at strække E-klassen.
Den ekstra plads kommer udelukkende bagsædepassagerne til gavn, og de kan også glæde sig over, at bagsædet er blevet 2,5 cm dybere, og at man fra højre bagsæde elektrisk kan køre passagersædet frem, hvis det kniber med benpladsen.
Skal sætte mere gang i salget
Den nye og forlængede C-klasse bliver et vigtigt middel for Mercedes-Benz til at få større fremgang på det vigtige kinesiske marked, der samlet er verdens største og inden længe ventes at overhale USA som det største marked for luksusbiler.
C-klassen i den hidtidige generation er solgt i 150.000 eksemplarer i Kina, men Audi A4 har solgt tre gange så godt.
Mercedes-Benz har meget naturligt valgt at holde verdenspremiere på bilen på årets vigtigste kinesiske biludstilling, Auto China 2014, og bilen skal udelukkende bygges i Kina af jointventure-selskabet Beijing Benz.
LÆS OGSÅ: alle nyhederne fra Auto China 2014