En karavane på tre gule Mercedes-Benz B-klasser har lagt ud på en jordomrejse, hvor de skal køre på brint hele vejen.

De tre ombyggede B-Klasser, der i brintudgave kaldes F-Cell, skal på 125 dage køre jorden rundt. Ruten er på 30.000 km og går gennem fire kontinenter og 14 lande. Første destination er Lissabon, hvorfra turen går videre til Miami i Florida. Pr. fly, lader det til.
Danmark er sidste land
Danmark får som det sidste land besøg, når karavanen til juni kører fra Nordkapp til Tyskland.

Mercedes-Benz F-Cell har en 100 kW-elmotor (136 hk), der får strøm fra brændselsceller. Cellerne får brint fra tre tanke á fire kg, og samlet skulle det give en rækkevidde på 400 km.
Tankbil følger med
Derudover har F-Cell et litium-ion-batteri med plads til 1,4 kWh energi – ca. nok til otte kms kørsel. Batteriets opgave er især at fungere som buffer og opsamle bremseenergien. Ved meget korte ture og manøvrering er det ikke nødvendigt at starte brændselscellerne.
Der findes kun 200 brinttanke i hele verden, og de ligger ikke jævnt fordelt langs ruten. Derfor må Mercedes-karavanen medbringe egen tankbil fra brint-specialisten Linde. Tankbilen er designet, så den er til at pakke ind i et fly.