Svindlen med kilometertal på brugte biler skal ikke være lige så udbredt i Danmark som i de øvrige europæiske lande, mener to danske bilforhandlerforeninger, som begge er gået i aktion mod snyderiet.
Danmarks Automobilforhandler Forening (D.A.F.) har ekskluderet et medlem, der beviseligt har snydt med km-tal på biler, og Dansk Bil Forhandler Union (DBFU) har indført en garanti mod kilometersvindel.
Ny garanti mod km-svindel
DBFU, hvis medlemmer primært er ”frie” forhandlere og værksteder, har i oktober indført garanti mod falsk kilometertal i brugte biler.
Hvis det viser sig, at kilometertallet ikke er korrekt på en bil, kan man inden tre måneder lade handlen gå tilbage, forudsat man ikke har kørt mere end 5.000 km.
Handlen ophæves op til et år efter
Hvis bilen er finansieret gennem forhandleren, skal denne også betale finansieringsomkostningerne.
Er der gået mere end tre måneder, men under et år, tages bilen retur med et fradrag for de kørte kilometer efter gældende satser. Et år efter handlen er indgået, vil der ikke være nogen særlig garanti.
Hvis forhandleren går konkurs, eller på anden måde ikke kan leve op til sine forpligtigelser, overtager DBFU via brugtbilgarantifonden forhandlerens forpligtigelser.
Match Automobiler ekskluderet
D.A.F., der er sammenslutningen af mærkeforhandlere, har på et bestyrelsesmøde i august ekskluderet forhandleren Match Automobiler, der senere blev afsløret som svindlere i DR-programmet ”Bag facaden”.
Samtidig har D.A.F. strammet op på sin optagelsesprocedure, så forhandlerne bliver tjekket før optagelsen. Det skal blandt andet være virksomheder i drift, hvor der spørges til regnskaber samt ejerkredsen bag forhandleren.
Administrerende direktør i D.A.F. Jens Brendstrup understreger, at foreningen ikke kan leve med misbrug af dens logo og brand, og derfor tager juridiske midler i brug for bl.a. at få lukket Match Automobilers hjemmeside, hvor D.A.F. logoet fortsat er synligt.