Skodas vigtige Fabia-model er på vej i en helt ny generation. Verdenspremieren står på Paris-udstillingen først i oktober, og salget i Danmark begynder muligvis sidst på året.
Op til premieren har Skoda nu udsendt en designskitse, som meget vel kan være en del forvrænget, men det giver dog indtryk af en bil, der bliver meget mere stram og ren i linjerne samt mere dynamisk i sit udtryk.
Dermed bliver Fabia den første model, som får direkte aftryk fra konceptbilen Vision C.
SE OGSÅ: Her er Mazdas nye 2'er
Bredere og lavere
Vi får ikke meget konkret at vide; dog den interessante oplysning, at Fabia vokser ni cm i bredden og bliver tre cm lavere.
Desuden fortæller Skoda, at kabinen bliver mere fleksibel i sin indretning og med forbedret mulighed for at individualisering.
Får ikke den nye MQB-platform
Tekniske oplysninger gives ikke, men pressereporter har tidligere indikeret, at Fabia ikke baseres på Volkswagen-koncernens fleksible MQB-platform, der også bruges til bl.a. VW Golf og den kommende Passat.
MQB, der ikke kun er bilens metalbund, men også omfatter alt teknologi, skal i miniklassen åbenbart først bruges til den næste Polo.
I første omgang vises kun den femdørs hatchback. Den populære stationcarversion kommer formentlig til foråret.