Autoværn skal sluge vejstøj

En danskudviklet blanding af autoværn og støjskærm bliver nu testet for at se, om opfindelsen kan dæmpe trafikstøj uden brug af høje støjskærme.

Foto: NAG
Trafik

Beboere tæt på trafikerede veje får muligvis en hjælpende hånd fra en ny type autoværn, der menes at kunne dæmpe trafikstøj. Samtidig er det ikke så visuelt voldsomt som traditionelel støjskærme.

 

Autoværnet er som forsøg sendt i aktion på rute 13/Viborgvej ved den lille by Pårup vest for Silkeborg. Her er en 800 meter langs forsøgsstrækning netop installeret.

 

Autoværn med støjsugende kasse

En traditionelt autoværn udgør kernen i konstruktionen. Fotos: Vejdirektoratet
En traditionelt autoværn udgør kernen i konstruktionen. Fotos: Vejdirektoratet

Det støjdæmpende autoværn, der er udviklet af danske NAG1 i samarbejde med Rockwool, Volkmann & Rossbach og RMIG, består af et traditionelt autoværn perforeret med små huller. Autoværnet har derefter fået påsat en kassette af metal med Rockwool.

 

På vejsiden er autoværnet og kassetten åben, så stenulden kan ’sluge’ trafikstøjen. Bagsiden af kassetten er lukket, så mest muligt af den opfangne støj bliver inde.

 

Man kan kravle over

Autoværnet er ca. 90 cm højt, så det f.eks. er muligt at kravle over det, hvis strandede trafikanter har brug for at søge i sikkerhed væk fra vejen. Autoværnet er blevet testet og godkendt i sin primære disciplin: at modstå påkørsler fra biler.

 

 

En kassette med Rockwool er med til at opsuge støjen fra bilerne.
En kassette med Rockwool er med til at opsuge støjen fra bilerne.

- Placeringen af et støjdæmpende autoværn tæt på vejen og dermed trafikstøjen vil helt givet have en effekt for de nærmeste huse. Hvor stor effekten er, vil vores forsøg fortælle mere om. Men dette autoværn kan have store perspektiver for vores indsats mod støj, siger projektleder i Vejdirektoratet, Jette Voigt.

 

Den tætte placering på vejbanen er formentlig vigtig for den støjdæmpende virkning. Omvendt vil det støjdæmpende autoværn næppe have stor effekt på motorveje og motortrafikveje, hvor nødsporet betyder, at autoværnet ikke kan stå tæt på selve kørebanen.

 

Målinger og spørgeskemaer

Ifølge producenten vil det støjdæmpende autoværn kunne reducere støjen med en-fire decibel. En reduktion på tre decibel vil svare til, at trafikmængden på vejen blev halveret.

 

Hvor godt autoværnet virker i praksis og under forskellige forhold skal Vejdirektoratets forsøg og to kommende forsøg på kommunale veje nu vise.

 

Da det i praksis er vanskeligt at måle støj objektivt, vil Vejdirektoratet både måle effekten ved at registrere vejstøj med fastmonterede måleapparater og ved at uddele spørgeskemaer til beboere, som kan svare på, hvordan de oplever støjen.