Billigere at bruge mobilen i Europa

Priserne for at bruge sin telefon i EU-landene får igen et hak nedad pr. 1. juli. Men det er stadig dyrt at bruge nettet via sin telefon.

Bilist

EU har siden 2008 løbende sat loft over priserne for at benytte mobiltelefon i et andet EU-land, og fra 1. juli bliver priserne igen lavere.

Prisen for at ringe falder fra 2,24 kr. pr. minut til 1,78 kr. En sms koster fremover kun 46 øre i stedet for 65 øre.

Datatrafik til under halv pris

Dataforbruget falder mest markant - fra 4,19 kr. pr. megabyte til 1,86 kr.

Der er tale om maksimal roamingafgift, og selskaber kan tilbyde billigere aftaler.

De er de såkaldte roamingafgifter, som EU kræver nedsat, og siden 2008 er priserne på opkald og sms faldet med ca. 80 procent. Dataroaming er faldet med henved 90 procent.

Tilbageholdende med telefonforbrug

Alligevel er forbrugerne tilbageholdende med at benytte deres telefoner. En undersøgelse fra EU viser bl.a., at 47 procent aldrig bruger mobilt internet i andre lande, og en fjerdedel vælger ganske enkelt at slukke for mobilen, når de rejser.

Det kan der være stadig god grund til. For på trods af lavere priser skal man stadig tænke sig om, inden man begraver sig for dybt i internettet via sin smartphone. Hjemmesiden meremobil.dk har regnet ud, at det koster ca. 100 kr. at være på Facebook i en time via app, mens 20 minutter på You Tube koster næsten 200 kr.

Derfor er det en god idé at slå roaming fra og kun slå det til, hvis det er nødvendigt. Mange steder kan man logge sig på billigere eller gratis wi-fi.

Roaming skal afskaffes

Men der går kun et par somre endnu, hvor det er nødvendigt at begrænse mobilen på rejsen.

Et lovforslag sigter efter, at borgere i EU senest i 2016 skal kunne bruge deres telefoner og smartphones til "indlandstakst" overalt i unionen.

På skemaet herunder ses udviklingen i priserne siden 2012.
 

 

1. juli 2012

1. juli 2013

1. juli 2014

Foretage opkald, pr. minut

2,70 kr.

2,24 kr.

1,78 kr.

Modtage opkald, pr. minut

0,75 kr.

0,65 kr.

0,46 kr.

Sende sms, pr. stk.

0,84 kr.

0,75 kr.

0,56 kr.

Internet pr. MB

6,53 kr.

4,19 kr.

1,86 kr.

Det koster ikke noget at modtage sms.